Plakat for filmen Tamra Rosanes synger Julen ind

Tamra Rosanes synger Julen ind

Premiere d. 15.12

Søndag d. 15. december slår Borup Kino igen dørene op til live musik på scenen. I anledning af den tilstundende højtid præsenterer den gamle biograf på Lindevej ”Tamra Rosanes Country Christmas”.

Med titler som ”Silent Night”, ”Oh Come All Ye Faithful”, ”Go Tell It On The Mountain, ”Et barn er født i Bethlehem” til nyere sange som ”Winter Wonderland" og ”Let it Snow” vil Tamra Rosanes fortolke julens salmer og sange, spirituals, gospel, traditionelle amerikanske folkesange og egne sange, så publikum, uanset vejret, vil gå fra koncerten med varme hjerter og være i den rette julestemning.

Tamra Rosanes må anses for den fremmeste og mest loyale fortolker af amerikansk country music her til lands. Ingen hokus pokus ved det, når man er født i Croton-on Hudson, New York; det bliver ikke mere autentisk.

Tamra Rosanes kom til Danmark i 1972 og begyndte allerede året efter at optræde som countrysanger i Vise Vers huset i Tivoli, hvor Thøger Olesen var den første, der gav Tamra et sangjob. Allerede i 1974 indspillede hun med Brødrene Olsen, og dannede samme år "Flair" med bl.a. Sanne Salomonsen ligesom hun indgik i 1979 countrygruppen "The Pack". I 1980'erne var hun korsanger for bl.a. Nanna og Blast, og siden 1988 har hun helt helliget sig countrymusikken. I 1994 fik Tamra Rosanes en Grammy for albummet "Foot Loose", der blev kåret til Årets Danske Folk/Country/Blues Udgivelse. Sammen med Lis Sørensen og Sanne Salomonsen dannede hun i 2001 trioen Cowgirls. Hun deltog i Melodi Grand Prix 2005 med "Peace, Understanding and Love", der endte som nr. 5. Hun er uantastet som den førende country-solist i Danmark.

I ”Tamra Rosanes Country Christmas” gælder det julens sange, som hun fortolker med det hjerte og den varme som befordrer den rigtige julestemning. Tamra ledsages af guitarist.

Vel mødt til en anden slags julekoncert. Der vil ekstraordinært være salg af gløgg ved dette arrangement, ligesom du kan bestille varme æbleskiver, som vil være klar til dig i pausen. Billetter á kr. 150,00 kan købes via eBillet på vores hjemmeside eller i Kino i åbningstiden. Koncert: Søndag d. 15. december kl. 14.00 (dørene åbnes kl. 13.00) Arrangeret med støtte af Køge Kommunes Kulturpulje.

Censur:
Søndag 15.12.2019