Historien Om Borup Kino

Borup Kino er en af Danmarks ældste biografer og er oprindelig etableret den 21. april 1924 af Steen Gregersen fra Afholdshjemmet på Lindevej 3 i Borup, biografen åbner med  to stærke strimler på plakaten "Manden der kunne det hele" og "Kærlighedsekspressen" - noget for enhver smag. Om der blev vist film med grammofonmusik eller levende piano har det ikke været muligt at finde ud af. Borup Kino havde på det tidspunkt 164 pladser.

I slutningen af tyverne kommer tonefilmen til og biograferne må satse på bedre indretning af hensyn til lyden og senere de nye billedformater. I 1944 blev Afholdshjemmet flyttet - biografen moderniseret og ombygget til 229 pladser med den nyeste teknik fra B&O.


Den kendte biografarkitekt og renovator Holger Pind, som endda midt under besættelsen selv kunne fremskaffe materialerne, stod for byggeri og design. Nu fik man en "rigtig" moderne indrettet biograf med interiør der kunne fange publikums opmærksomhed på en helt anden måde end hidtil.

   I 1960 overtog Anni og Sven Andersen Borup Kino, i 60erne og 70ere var der op og nedture,

Det hele var så ved at kollapse i 1980, men biografens stærke indehaver Anni Andersen fik oprettet "Foreningen til Borup Kinos bevarelse" og mere end 250 medlemmer sluttede op.

I 1988 blev Borup Kino igen renoveret med 170 pladser og stadig med det smukke interiør skabt af Holger Pind i 1944 - kvalitet består.

Undervejs sidst i 80erne og frem blev der gjort meget ud af skole- pensionist- og børnehaveforestillinger. Til dette formål anskaffede man to Bauer 16mm fremvisere, der blev installeret ved siden af operatørrummets Philips FP20 35mm maskiner. Så kunne man også vise 16mm spillefilm uden pauser. 16mm film var som bekendt på det tidspunkt meget brugt på skoler og i foreninger og der fandtes en mængde af både kort, undervisnings- og spillefilm i dette format. Statens Filmcentral var bl.a. andet storleverandør af disse film. Derudover var der små filmselskaber som Pilot Film, EBC Film, Dan Ina Film samt Ambulant Film der havde udlejning af 16mm spillefilm (kilde: Biograf museet).

Igennem 90erne blev den egentlige biografdrift mere og mere sporadisk og skiftende foreningerne søgte på forskellig vis at holde en vis gang i biografen. I 00erne viste Borup Kinos Venner film fra DVD i et lukket klubregi, hvor forskellige kendisser introducerede deres yndlingsfilm. Man måtte således afvente, at filmene blev gjort tilgængelige på DVD hvilket selvsagt gik noget ud over klubprogrammets aktualitet.

Filmudlejernes forening FAFID forlangte tillige, at filmforevisningerne på ingen måde blev offentliggjort. De tolkede de særdeles strenge regler for denne type filmklub meget rigidt, og veg ikke tilbage for at true med sanktioner, hvis vore forestillinger ”blev synlige” udenfor foreningen på en efter deres mening aftalestridig måde. Det var ikke let.

Anni Andersen gik bort i 2011, og arvingerne satte ejendommen til salg. Det var stedse Anni Andersens ønske, at en køber, der ville fortsætte biografdrift under én eller anden form skulle foretrækkes. Først efter et ganske langvarigt salgsforløb, kunne Foreningen Borup Kino pr. 1. september overtage biografejendommen for en pris af 1.000.000 kr. Køge Kommune sikrede overtagelsen gennem en lånegaranti i Kommunekredit.

Bygning og lokaler trængte til en kærlig hånd og Kino´s frivillige gik  i gang med en gennemgribende istandsættelse af beboelsesdelens stueetage. Denne var tilendebragt i 2013, hvor lokalerne kunne ibrugtages som mødelokaler og supplement til foyer.

Skulle Borup Kino imidlertid have en fremtid som rigtig biograf (igen), måtte der ske noget. De store filmspolers dage var nemlig for længst forbi, og alle andre biografer i Danmark var overgået til digitaldrift, hvor film blev leveret på en harddisk, og afviklet via en lokal server. Der krævedes tillige et særligt ”surround sound” lydsystem til at afvikle den digitale multi-kanals lyd. Udgiften til digitalisering blev anslået til 500.000 – 600.000 kroner. En støtteordning, der under Det danske Filminstitut havde financieret digitalisering af landets øvrige biografer, var nu nedlagt. Ansøgninger til Filminstitutet og Køge Kommune, der som långarant for Kino havde klar interesse i biografens fortsatte eksistens og udvikling, besvaredes positivt. Filminstitut og kommune bevilgede hver 250.000 kr. til digitaliseringsprocessen.

Med Kinos egne frivillige i spidsen blev operatørrummet i løbet af efteråret ryddet, gennemistandsat og klargjort til det nye udstyr. Denne omfattende proces stod på over flere måneder med deltagelse af lokale håndværkere til bl. a. omfattende nye  el-installationer etc.. Det nye udstyr m. bl.a. digital projektor, server, scaler, 6 forstærkere og ikke mindre end 17 højttalere indkøbtes særdeles prisgunstigt i Italien, og ankom til Danmark i december måned 2013.

    I januar 2014 var det nye udstyr færdiginstalleret, og samme måned leverede E-billet et digitalt billetbestillings- og -salgssystem med tilhørende billetprinter. 

Den 28. januar 2014 kunne Borup Kino slå dørene op til den første offentlige forestilling i en årrække, -nu med digital film og lyd, og med mulighed for billetbestilling og –betaling over nettet via Kinos hjemmeside.

Selvom overgangen (tilbagevenden) til almindelig biografdrift var en stor mundfuld, var foreningens medlemmer beredte på at løfte opgaven. Alle ”stillinger” som billetsælgere, kioskdamer (m/k) og operatører blev - ligesom en række yderligere funktioner - varetaget af frivillige.

2015 har budt på mange initiativer og succeser.

En stor og ganske særlig udfordring var løbende renovering og ombygning af  den gamle og slidte bygningsmasse. Her blev svaret også oprettelse af en frivilliggruppe, som mødes på ugebasis og varetager vedligehold og reparationer. Etablering af en helt ny åben kiosk i løbet af foråret 2015 skete også ved frivillig indsats. Af praktiske årsager er billetsalget siden blevet flyttet til kiosken, således at det gamle billetsalg er reduceret til kulisse – men en umistelig én af slagsen.

Ved den såkaldte ”Murerfestival” i foråret 2015 gik en del af byens håndværkere sammen om en (sponsor)gave til biografen: Hele Kino´s ydre blev sat fuldstændigt i stand uden anden udgift for Kino end mad og drikke og ”musik til arbejdet”. Som resultat heraf står biografbygningen i dag smukt mørkerød, som den oprindeligt gjorde det frem til 1960erne. Kino er de gavegivende håndværkere al tak skyldig.                                                                                                                                                                                       

I 2015 blev der igangsat et arbejde med at få indsamlet midler til ombygning af biografsalen, der i sin originale skikkelse fra 1944 var utidssvarende og utilstrækkelig til moderne filmforevisning. Først i 2020 lykkedes det at få istandsat salen med blandt andet de frivilliges store indsats samt midler fra sponsorater og opsparede midler. Dørene til den "nye" sal blev indviet 17. oktober 2020.

Fra november 2015 vises der reklamefilm i  Borup Kino før hver film. Det er muligt for alle interesserede at købe reklameplads, og der er plads til flere...

En anden succes i Kino er udlejning af lokaler fx til børnefødselsdage. Kendskabet til og interessen for at leje de stemningsfulde lokaler er støt stigende.

Borup Kino viser p.t. film 5 aftener om ugen. Desuden er der Børnebio, Senior Kino og Babybio forår og efterår. Lokalerne  kan lejes til diverse formål.